Preben Busck-Nielsen er en af de markante personer i Det lille Teater Flensborgs historie, både som en gudbenådet skuespiller og som en kyndig instruktør. Jeg har bedt ham fortælle lidt om sine oplevelser i forbindelse med teaterarbejde i almindelighed og i Det lille Teater Flensborg i særdeleshed.
Hvordan kom du overhovedet i gang med teaterarbejdet?
Allerede i min studietid på Frederiksberg var jeg involveret i teaterarbejde. Bibliotekaren på Frederiksberg Bibliotek havde oprettet en dramagruppe, som hvert år dramatiserede de nye børnebøger. Det var en rigtig god ide og meget morsomt at være med til, og det startede min interesse for at skabe dramatik ud fra det skrevne ord.
Hvad var det væsentligste for dig i forbindelse med dit teaterengagement?
I mit arbejde med teater og dramatik har der især været to aspekter der optog mig, det pædagogiske og det folkelige. På Frederiksberg var det især dramatikkens pædagogiske side vi fokuserede på. Det folkelige kom til i 1966, samme år som starten på Det lille Teater Flensborg. Jeg var på det tidspunkt ansat i Agerskov i Nordslesvig og blev bedt om i den lokale idrætsforening at instruere J.R. Priestleys ’En inspektør ringer på’, og det var sjovt - rigtig sjovt. Jeg forstod til at begynde med ikke et ord af hvad de medvirkende sagde, de talte jo alle sønderjysk, men efterhånden fandt vi frem til hinanden og vi havde en fin premiere på Agerskov Kro med 600 interesserede tilskuere.
Hvordan blev du en del af Det lille Teater Flensborg?
Jeg blev ansat som gymnasielærer i historie og engelsk ved Duborg-Skolen i 1969, og meget hurtigt fandt jeg frem til Det lille Teater. Her oplevede jeg Arne og Anna Aabenhus’ fornemme teaterarbejde. Det gjorde et stærkt indtryk på mig og allerede året efter spurgte han, om jeg ville være med i ’Dage på en sky’ af Kaj Munk, som han ville sætte op på Det lille Teater Flensborg. Jeg følte mig meget beæret og sagde naturligvis ja tak, og nu oplevede jeg for første gang strukturerne indenfor i Det lille Teater Flensborg.
Hvordan var Det lille Teater Flensborg så?
Den centrale figur i teatret var Arne Aabenhus. Rundt om ham flokkedes især en række stærke kvinder, fruerne, næsten som en slags muser. Det drejede sig, ud over hans kone Anna, bl.a. om Sonja Lehfeldt, Ny Balle, Christa Borg, Irene Tolstrup og Anne Stubbe Horn. Jeg må dog indskyde, at der også var plads til enkelte mænd, f.eks. hørte Hans Jørgen Henningsen jo allerede på dette tidspunkt til inderkredsen i Det lille Teater. Men man kunne ikke være i tvivl om at Arne Aabenhus var den samlende personlighed i teatret hvorom alle andre kredsede. Hvordan kunne det også være anderledes? Det var jo for en stor part hans fortjeneste at der overhovedet blev skabt et dansk teaterarbejde i ’Hjemmet’.
Hvor længe fortsatte det på den måde?
Arne Aabenhus havde mange gøremål i amatørteatersammenhæng, han var jo bl.a. formand for Dansk Amatør Teater Samvirke i Sønderjylland, så efterhånden viste han sig sjældnere og sjældnere syd for grænsen, men samtidig var der kommet flere personer ind i Det lille Teater, og denne gang også en række mænd.
Jeg kan f.eks. nævne Egon Rasmussen, som var aktiv både som skuespiller og som instruktør og senere som teateranmelder.
Som instruktør husker jeg ham især i forbindelse med Holbergs ’Erasmus Montanus’. Ikke kun fordi jeg selv fik mulighed for at spille Erasmus, en rolle som jeg var meget glad for, men især fordi det blev det stykke som gav mest folkelig genklang forstået på den måde at vi spillede stykket rundt omkring i Syd- og Nordslesvig, jeg tror i alt 39 gange.
Det kunne vi gøre den gang fordi vi havde vores egen bus, så vi havde mulighed for at flytte vore forestillinger væk fra ’Hjemmet’ og transportere kulisser, rekvisitter og aktører rundt i hele landsdelen. Dette rejsende teater gav helt andre muligheder for at komme ud til publikum end vi har i dag.
Jeg vil også nævne Walter Borg, som viste sine talenter både på og bag scenen. Han var uundværlig i gennemførelsen af vore forestillinger. Både som den dygtige skuespiller, han nu en gang er, men nok så meget som en yderst kreativ scenetekniker og som den ansvarlige for vores teaterbus.
Jeg kunne nævne flere. Jeg vil blot nævne Flemming Jensen, der som instruktør på bedste vis formåede at få skuespillerne til at yde præstationer ud over det sædvanlige og derved skabe spændende og flotte forestillinger.
Hvordan passede dine ideer om det folkelige teater og den pædagogiske anvendelse med Det lille Teater Flensborgs virke?
I Det lille Teater Flensborg var der fra begyndelsen en fælles forståelse af, at teatrets formål om at fremme og formidle dansk teater, kultur og sprog i Sydslesvig havde et folkeligt aspekt. Det at nå ud til et så bredt publikum som muligt var vigtigt. Det søgtes nået dels, som jeg nævnte før, ved at flytte forestillingerne ud i alle afkroge af landsdelen og dels ved at vælge et bredt repertoire, som kunne interessere så mange mennesker som muligt.
Det at vi kunne komme rundt med bussen gjorde, at vi både havde et tættere forhold til vores publikum og at vi havde en langt større kontaktflade til den brede befolkning. Vi kom ikke kun i de store foreninger og distrikter, vi var også på de små, ydmyge steder langt fra Flensborg.
Det pædagogiske, det at medvirke til at præsentere og udvikle det danske sprog og samhørigheden med dansk kultur i Sydslesvig, var der også enighed om fra begyndelsen. Igennem alle årene har jeg oplevet at arbejdet med indstuderingen af teaterstykkerne gav de medvirkende, ikke mindst vore unge medvirkende, sproglige udfordringer og påvirkninger, som gav dem mulighed for en sproglig udvikling, som ikke kan værdsættes højt nok.
Derfor valgte vi også ofte stykker ud, som havde mange medvirkende, og gerne unge medvirkende, for dermed at medvirke til at understøtte det danske sprog i så vid udstrækning som muligt.
Ikke blot sproget på scenen var dansk. Vi lagde også vægt på, at det danske sprog var vort kommunikationssprog, at man i Det lille Teater Flensborg talte dansk også uden for scenen.
Det kan godt være vi på det område ikke var særlig tolerante og det har måske stødt nogle, at de måtte lægge deres tyske hjemmesprog fra sig inden de kom ind i teatret, men jeg er overbevist om at det på længere sigt har haft en positiv sproglig effekt for mange af vore aktører.
Skete der slet ingen udvikling i Det lille Teater Flensborg?
Jo naturligvis. Efterhånden som der kom nye aktører ind i Det lille Teater Flensborg skete der en naturlig udvikling af teatrets selvforståelse. Ting der før var en selvfølge blev der sat spørgsmålstegn ved. Efter at Else Fanø kom til, ændrede Det lille Teater Flensborg sig en smule. Jeg vil sige det på den måde, at fra at være ’det folkelige teater’ ændredes Det lille Teater Flensborg i retning af at blive ’det romantiske teater’. Teatret som en hyldest til Johanne Louise Heiberg. Kendetegnende er det at Elses signaturforestilling ud over kabareterne var ”Jul i Nøddebo Præstegård”. De unges forelskelse og de sædvanlige forviklinger der hører med hertil samt studenterromantikken var kommet ind på teatret. En ting ændredes der dog ikke ved. Sproget på og uden for scenen var stadig dansk, man talte og vedblev at tale dansk.
Og i dag?
Det lille Teater Flensborg har jo efter ombygningen af ’Hjemmet’ ændret karakter, det gælder ikke blot indretningen af og arbejdet i teatret men også ’markedsføringen’ udadtil. Denne nye stil kan man have mange meninger om, men der kan ikke herske tvivl om, at Det lille Teater Flensborg som alle andre teatre i vores moderne verden må ændre sig både i sin selvforståelse og i sit udtryk udadtil for at kunne markere sig blandt alle de kulturelle tilbud der eksisterer i vores moderne verden. 50 år går naturligvis ikke hen over hovedet på et teater uden at det må forny sig.
Har Det lille Teater Flensborg overhovedet en fremtid?
Egentlig er det lidt af et mirakel at det eksisterer endnu. Det talte teater, ikke kun Det lille Teater Flensborg, er trængt i denne tid af alle de nye medier og kulturudbud samt elektroniske platforme som er kommet til, men jeg er overbevist om, at hvis teatret formår at trodse strømmen og fremstå som et folkeligt, fortællende teater, vil der være gode muligheder for også på længere sigt at skabe nye store teater-oplevelser i Jens Jessens gamle vinterbolig. Der vil også i fremtiden være plads til den gode historie.
Leif Mikkelsen
Bordet er dækket helt overdådigt til eftermiddagskaffe hos Aase Abild, hvor Helmut Asmus (Asmus) også er kommet. Tre kager er der at vælge imellem. Først skal alle kagerne smages, så kan vi tale om kabareten. Eftermiddagskaffen var en tradition, når kabaretgruppen mødtes for at øve. Fra 1976 til 2005 præsenterede Else Fanø (†2005), Aase Abild, Helmut Asmus og Hans Jørgen Henningsen (†2010) hvert år en ny kabaret – kun i to sæsoner var der ingen kabaret på tapetet. Det var Else Fanø, der lavede et større research og kom med et udvalg af sange og viser – som de andre dog fik suppleret med deres forslag. Af og til blev kabareten udvidet med bl.a. Duborgelever og -lærere.
Aase: Det var Else, der tilrettelagde det hele. Men engang gjorde vi oprør. Hans Jørgen skulle synge Benny Andersens tekst ”Og når mig og mine sidste tænder skilles ad”. Men den kunne han jo ikke synge, for han havde jo næsten ingen tænder i munden. Så her byttede vi diskret, så jeg sang de linjer.
Asmus: Hans-Jørgen havde tandlægeskræk, så han gik aldrig til tandlæge. Men han kunne fint skjule den tandløse mund bag det store skæg.
Hvor optrådte I?
Asmus: Vi havde nogle faste steder som sanatoriet i Gråsten og de danske årsmøder i Sydslesvig og ved den årlige Seniorenfest i Tyske Hus var vi i mange år det danske indslag.
Aase: Vi kom alle steder i Sydslesvig, på Als, nord for Limfjorden, i København, på Tåsinge og Lolland-Falster. Vi har jo trukket rigtig mange mennesker til Det lille Teater, fordi de kendte os fra turneerne, bl.a. de lokale Grænseforeninger.
Der var ingen scenebilleder, når kabareten optrådte. På Det lille Teater stod de fire foran tæppet. Til gengæld gjorde de meget ud af at være klædt i tidens kostumer, hvilket for damerne ofte betød store kjoler. Hans Jørgen Henningsen optrådte gerne i sit eget flotte tøj.
Else Fanøs mand og rektor på Duborg-Skolen, Knud Fanø, var tit med, når kabareten var på turné. Han kunne tale med alle, han kendte alle fra rengøringsdamer til Grænseforeningens formænd. En gang imellem tog Else Fanø også madpakke med til Asmus, som også ofte lånte rektors seler. Ved at tage rundt og optræde tjente kabareten mange penge ind til Det lille Teater. Else var også god som ”kassemester” og til at forhandle prisen for kabareten. Det skete, de kom hjem med dobbelt betaling, fordi folk var så begejstrede.
Aase: En gang optrådte vi i et nedlagt forsamlingshus midt om vinteren. Da vi var ved at klæde om, var der en mus, der var ved at kravle op i skørterne. Og under forestillingen var der nogen, der smadrede en mus bag i salen.
Efter en optræden på Lolland skulle vi have middag med bestyrelsen dernede. Flere andre var kørt i forvejen, men vi skulle lige klæde om og så følge efter en bil. Det gjorde vi, og vi kørte og kørte og kørte langt ud på landet. Tilsidst stoppede bilisten foran os og spurgte, hvad vi ville. Han kendte ikke noget til en middag. De andre var kørt, og vi vidste ikke hvorhen, så vi måtte tage sultne hjem tilbage til Flensborg.
Asmus, udover at være med i kabareten, har du også spillet teater og malet scenebilleder og illustreret plakater. Hvordan startede du på Det lille Teater?
Asmus: I starten spillede man på scenen i Borgerforeningen, her var bl.a. Ny Balle med. Det hed dengang Sønderjysk Forsøgsscene. Så skiftede man til scenen på Det lille Teater. Det første stykke, jeg var med i, var ”Tovet” i 1969, som Arne Aabenhus instruerede. Han var min gamle læremester.
Og hvordan kom du med i Det lille Teater, Aase?
Aase: Jeg startede med at feje scenen på teatret. Det var først mine piger, der spillede med i nogle stykker. Så begyndte jeg at spille klaver til nogle af stykkerne, første gang til ”Aprilsnarrene”.
Kabareten havde mange sjove oplevelser. Bl.a. en gang, hvor den skulle optræde i Horsens, og Else gik ind for at hilse på. Hun kom grinende ud til de andre: Det var det rigtige sted, og de havde rost hendes flotte dansk! Ja, Else kom fra Sydslesvig, men var født i København. Til en optræden i Danmark med danske sange kunne Asmus ikke komme med, fordi han ikke kunne finde sit pas. En af sangene var ”Jens Vejmand”. Det var Asmus’ sang. Efter forestillingen kom en ældre herre op og fortalte, at han havde savnet sangen, for han havde kendt Jens Vejmand.
Andre gange, hvor Asmus havde glemt sit pas, viftede Else med sit røde forsikringskort, og sådan fik de Asmus med over grænsen.
Else var altid ulasteligt klædt og gik tit til frisøren. ”Hendes hår sad som støbt”, erindrer Asmus. Begge fremhæver det sociale i at være med i kabareten. Når man var ude at optræde, kunne det være den ene ikke havde en god dag, men så løftede de andre én. Aase kalder for sjov Asmus sin lillebror. Man kom tæt på hinanden.
Asmus: Tit gad man ikke optræde efter en lang skoledag. Men efter en optræden, så kørte vi altid fornøjede hjem og sang i bilen.
I siger, I havde det nærmest som en familie. Men i en familie kan man jo også komme op at toppes...?
Aase: Der var to episoder, som jeg vist godt kan fortælle. I den ene var vi ude at optræde ovre vestpå til et årsmøde om lørdagen. Men Asmus kom ikke med hjem. Han var blevet gal på mig, eller jeg var blevet gal på ham. I hvert fald fik vi ikke Asmus med. Men næste dag var han på årsmødepladsen i Flensborg med sit gymnastikhold. En anden gang optrådte vi på Rønshoved Højskole. Vi stod nede i salen. Og pludselig så vi Asmus gå ude foran vinduerne... Han var klædt om og forsvandt, og vi andre tre gjorde forestillingen færdig.
Asmus: Jamen, Elses programmer var simpelthen for digre... I turde jo ikke protestere.
Havde I nogle favoritter blandt repertoiret?
Aase: Jeg elskede Hans Jørgens sange. Med stort besvær fik Else lokket Hans Jørgen til at give hende nogle af alle sine melodier, som han i tidens løb havde skrevet. Det blev til kabareten ”Musikken er af Hans Jørgen Henningsen I og II”.
Asmus: Det er svært at pege på nogle favoritter. Vi lavede jo så meget. Noget var taget fra cirkusrevyer. Andre gange tog vi H.C. Andersen op eller andre store forfattere. En gang blandede vi ham med Benny Andersen – det blev til revyen ”To gange Andersen”. Else var en knag til at finde nye emner til den årlige kabaret.
Aase og Asmus afslutter interviewet med at sige, at de ikke tænkte så meget over det i de mange år, hvor de optrådte sammen. Men i dag er de klar over den gave, det var at opleve alle de spændende ting sammen med to personligheder: Else Fanø og Hans Jørgen Henningsen.
Jens Krause