Ved Helmut Asmus' død

Vi må desværre igen tage afsked med en central person i Det lille Teater. Helmut Asmus er ikke mere. Eller rettere – Asmus er ikke mere.

Asmus stammede fra Tønning, og lysten til teater fik han med fra Uffe-Skolens skolekomedier, hvor han med stor succes udfoldede sig på scenen. Senere kom han på højskole i Vrå, Rødding og Jaruplund, og især opholdet på Jaruplund Højskole og mødet med Niels Bøgh-Andersen kom til at betyde meget for Asmus, bl.a. for hans opfattelse af hjemstavnen og ikke mindst for hans valg af profession. Asmus skulle være lærer. Og det blev han, og efter sin lærereksamen fra Tønder Seminarium blev han ansat ved Jens Jessen-Skolen, hvor han virkede indtil sin pensionering.

I 1968 blev Asmus en del af Det lille Teater og siden da, var han teatrets ’altmuligmand’. Han havde mange talenter, og uanset om han virkede som sanger, skuespiller, instruktør, scenograf, teatermaler eller plakatkunstner, gjorde han det med stor sans for kvalitet.

Som instruktør debuterede han i 1973 med Heinrich Henkels ’Rørmalerne’, hvor han også selv spillede med, bl.a. sammen med Walter Borg. Han udtalte engang til Flensborg Avis at hans bedste oplevelse og største succes som instruktør var, da han i 1985 instruerede Friedrich Dürrenmatts ’Fysikerne’. Her fornemmede han, at der var den rigtige overensstemmelse mellem instruktør og skuespillere. 

Asmus var ikke altid nem at arbejde sammen med. Han havde, som alle andre instruktører sin egen opfattelse af, hvordan en figur skal fremstilles, og da alle skuespillere samtidig har deres opfattelse af, hvordan netop deres rolle skal spilles, kunne det en gang imellem give anledning til gnister på scenen. Men det er jo i grunden ikke så galt. Hvis en forestilling skal lykkes og få liv, skal den have gnist.

Og liv og gnist var der i de mange forskelligartede roller som Asmus har spillet, hvad enten det drejer sig om Mr. Witherspoon i ’Arsenik og gamle kniplinger’, Henrik i Holbergs ’Maskerade’ eller Josef i Jesper Jensen og Klaus Rifbjergs krybbespil ’Diskret ophold’. 

Som skuespiller debuterede han i 1969 som Peter Schmidt i forestillingen ’Tovet’ af Henning Nielsen, men han huskes nok især som Jonathan i forestillingen ’Folk og røvere i Kardemommeby’ fra sæsonen 1987-88, hvor han bl.a. spillede sammen med netop afdøde Preben Busck-Nielsen, en formidabel forestilling instrueret af Else Fanø.

Asmus kunne skabe scenebilleder, som fandt nåde for selv Flensborg Avis’ teaterkritikere, om det var i Holbergs ’Den politiske kandestøber’ eller i ’Et juleeventyr’ af Charles Dickens, men det var uden tvivl som sanger i teatrets kabaretgruppe at Asmus havde sit største publikum. 

Ikke overraskende, da han sammen med sine (rejse)kammerater Else Fanø, Aase Abild og Hans Jørgen Henningsen gennem mere end 25 år turnerede land og rige rundt og blev ikke blot Det lille Teaters, men hele Sydslesvigs visitkort i Danmark. 

Også i kabaretgruppen kunne det en gang imellem slå gnister: ”Engang var vi ude at optræde ovre vestpå til et årsmøde om lørdagen. Men Asmus kom ikke med hjem. Han var blevet gal på mig, eller jeg var blevet gal på ham. I hvert fald fik vi ikke Asmus med.”, fortæller Aase Abild i Det lille Teaters 50-års jubilæumsskrift. Men sammenholdet var stærkt til det sidste og samarbejdet gik ned til mindste detalje. Som Flensborg Avis en gang skrev om kabareten ”Erindrer De?”: ”Aase Abild tager sig af de høje og Helmuth Asmus de dybe Toner.”

Hvert år med en ny kabaret med tekster, sange og optrin fra H.C. Andersen til Benny Andersen. Asmus siger i 50-års jubilæumsskriftet:

” Det er svært at pege på nogle favoritter. Vi lavede jo så meget. Noget var taget fra cirkusrevyer. Andre gange tog vi H.C. Andersen op eller andre store forfattere. En gang blandede vi ham med Benny Andersen – det blev til revyen ”To gange Andersen”. Else var en knag til at finde nye emner til den årlige kabaret.”

Endelig bør det nævnes at Asmus var en skattet fortæller og oplæser. Det har mange af vore foreninger nydt godt af. Han kunne med sin karakteristiske velartikulerede stemme gøre ord levende, uanset om han i situationen var sanger, skuespiller, fortæller eller oplæser. 

Han nød at være på scenen. Som han udtalte til Flensborg Avis:

”Man skal ikke være genert for at kunne stå på en scene. Og man skal kunne nyde den respons, der kommer fra publikum.”

Asmus er ikke mere, men vi vil i Det lille Teater bevare mindet om ham som det alsidige kulturmenneske, han var.

 På Det lille Teaters vegne

Leif Mikkelsen

Ved Preben Busck-Nielsens død

Preben Busck-Nielsen er ikke mere. 

Preben var en af de markante personer i Det lille Teaters historie, både som en gudbenådet skuespiller og som en kyndig instruktør. Allerede i sin studietid var han involveret i teaterarbejde på Frederiksberg, og da han i 1969 blev ansat som gymnasielærer ved Duborg-Skolen, var han fra starten af aktiv som instruktør af de årlige elevforestillinger på skolen, og han fandt hurtigt frem til Det lille Teater, hvor han i de efterfølgende år spillede utallige roller og instruerede mange forestillinger. 

I Det lille Teater var der fra begyndelsen en fælles forståelse af, at teatrets formål om at fremme og formidle dansk teater, kultur og sprog i Sydslesvig havde både et pædagogisk og et folkeligt aspekt. Dette passede med Prebens egen indstilling til teater. Som han selv sagde i en samtale på ”Hjemmet” i Mariegade: ”Igennem alle årene har jeg oplevet at arbejdet med indstuderingen af teaterstykkerne gav de medvirkende, ikke mindst vore unge medvirkende, sproglige udfordringer og påvirkninger, som gav dem mulighed for en sproglig udvikling, som ikke kan værdsættes højt nok. Derfor valgte vi også ofte stykker ud, som havde mange medvirkende, og gerne unge medvirkende, for dermed at medvirke til at understøtte det danske sprog i så vid udstrækning som muligt.”

Preben blev hurtigt en uundværlig del af teatret og listen over forestillinger, han har medvirket i eller har instrueret er lang, han har fx spillet Erasmus Montanus,  Nicolai i „Jul i Nøddebo præstegaard“, Jesper i ”Folk og røvere i Kardemommeby”, Ovesen i ”Jul i Nøddebo præstegård”, Konsul Mørck i ”Livsens ondskab” og har instrueret ”Bunbury” af Oscar Wilde, ”Bagtalelsens skole” af Richard B. Sheridan, ”Arsenik og gamle kniplinger” af Joseph Kesselring, ”Maskerade” af Ludvig Holberg, ”Den politiske kandestøber” af Ludvig Holberg og ”Jeppe på bjerget” af Ludvig Holberg. Listen er meget længere, men allerede i udvalget ses Prebens forkærlighed for angelsaksisk teater og Holberg.

Preben var et kulturmenneske. Musik, teater, kunst var en stor del af hans tilværelse og han kunne med autenticitet og indfølelse spille Konsul Mørch i ”Livsens Ondskab”, men han kunne også have spillet en anden rolle i forestillingen - han kunne have spillet Knagsted. Preben besad nemlig en snært af dennes kynisme og sarkasme, som gjorde ham i stand til at kunne gennemskue sine omgivelser og spidde dem, når han mente det var nødvendigt.

Fx da han i anledning af at Centralbiblioteket i 1989 havde fået overdraget en installation, ”Atelier mellem grænser”, lavet af den kendte danske kunstner, Ib Braase, i et læserbrev i Flensborg Avis, med behørig henvisning til Hans Brix, skrev: ”Anmelde denne opstilling – ja – det kan da kun blive til bedrageriafdelingen på den nærmeste politistation med påstand om underslæb over for det danske skatteyderfolk, der via Statens Kunstfond har finansieret foretagendet. Påstanden skal følges op af et krav om tilbagebetaling af 399.950 – de resterende 50 kroner skulle rigeligt kunne dække udgifterne til den smule cement og farve, der er blevet anvendt.”

Her kunne man tro at Preben var kulturfilister. Men han var alt andet. Han stillede store krav til sig selv og sit virke og kunne derfor, ofte med rette, kræve at andre også gjorde deres bedste. Det har vi nydt godt af i Det lille Teater, og vi har derfor meget at takke Preben for. 

Prebens store ønske var at Det lille Teater kan bevares som et teater med en historie, ikke blot springe på nye trends uden at have sin egen baggrund med. Som han har sagt i et interview i forbindelse med teatrets 50-års jubilæum: ”Egentlig er det lidt af et mirakel at Det lille Teater eksisterer endnu. Det talte teater er trængt i denne tid af de nye medier, kulturudbud samt elektroniske platforme, men jeg er overbevist om, at hvis teatret formår at trodse strømmen og fremstå som et folkeligt, fortællende teater, vil der være gode muligheder for også på længere sigt at skabe nye store teateroplevelser i Jens Jessens gamle vinterbolig. Der vil også i fremtiden være plads til den gode historie.”

Preben Busck-Nielsen er ikke mere, men han vil altid være en del af Det lille Teater.

 På Det lille Teaters vegne

Leif Mikkelsen

Ved Hans Jørgen Henningsens død

Ved Else Fanøs død

En epoke er slut

Med dyb sorg modtog Det lille Teater meddelelsen om at Else Fanø ikke er mere – en epoke i teatrets historie er forbi.

I mere end tredive år var Else teatrets kasserer, men hun var langt mere end det – hun var teatrets ubestridte Første Dame – vores allesammens ’Prima Donna’ i ordets bedste betydning. Utrættelig var hendes indsats både foran og bagved scenen.

Elses kærlighed til Det lille Teater var først og fremmest udsprunget af hendes ønske og krav om at der fra scenen skulle lyde et klart og fornemt dansk, at teatret skulle præsentere noget af det ypperste indenfor dansk dramatik.

Den danske Guldalder havde Elses særlige bevågenhed. Uden tvivl var ’Jul i Nøddebo Præstegård’ hendes kæreste produktion, som hun nåede at iscenesætte tre gange til stor glæde for hver ny ung generation af teatergængere.

Men Elses interesser rakte langt videre. Legendariske blev hendes kabaretter. År efter år sammensatte Else en ny kabaret med tekster, sange og optrin fra H.C. Andersen til Benny Andersen. Sammen med sine ’kammerater’, som hun kaldte sine dygtige medvirkende – Aase, Hans Jørgen og Asmus – drog hun land og rige rundt og blev ikke blot Det lille Teaters, men hele Sydslesvigs visitkort i Danmark.

Ved hver eneste forestilling mødte Else op et par timer før tæppet skulle gå, fordelte pladser, stod ved kassen og tog imod vore tilskuere – for mange var det simpelthen Elses teater. Og alle vidste at tæppet først kunne gå, når det med høj teaterhvisken blev meddelt ’Else er på plads’, for som suffløse var Else fast inventar.

Som kasserer var Else uforlignelig, og hun formåede at få fonde i Danmark til at give de beløb, der muliggjorde at vi kunne virkeliggøre vore drømme om et moderne teater.

For nogle år siden modtog Else Quesser-prisen som anerkendelse for sit arbejde som aktiv pensionist i Flensborg, og for sit mangeårige arbejde for Det lille Teater blev hun i 2005 udnævnt til æresmedlem af teatrets bestyrelse.

Kæreste Else – du efterlader hos os et tomrum, som ikke kan opfyldes – du var et helt unikt menneske.

Æret være dit minde.

Ved Rolf Lehfeldts død

Ved Sonja Lehfeldts død